Eldritch Horror anmeldelse: Kan I redde verden, før de Gamle vågner?
Jeg fik for første gang Eldritch Horror på bordet for snart 10 år siden, og som den H. P. Lovecraft-fan jeg er, var jeg straks solgt. Karaktererne, monstrene og hele stemningen var endnu bedre, end jeg nærmest havde turdet håbe.
Vi var tre kammerater der gik i gang med at sætte os ind i reglerne, hvilket tog noget tid, men da vi først var i gang, gik det hurtigt med at forstå spillet.
Desværre gik det ikke lige så let med at lære hvordan man vinder 😅
Det her er første del af en serie, hvor jeg anmelder Eldritch Horror. Først grundspillet, og derefter én udvidelse ad gangen, så du kan se, hvad hver enkelt egentlig tilføjer, før du bruger pengene.
Kort fortalt
| Spillere | 1–8 |
| Spilletid | 2–10 timer |
| Alder | 14+ |
| Type | Co-op: I vinder eller taber sammen |
| Designere | Corey Konieczka og Nikki Valens |
| Forlag | Fantasy Flight Games, 2013 |
| Sprog | Engelsk |
Hvad går spillet ud på?
En af The Ancient Ones, de ældgamle væsener fra Lovecrafts univers, er ved at vågne. I spiller investigators, der rejser jorden rundt i 1920’erne for at stoppe det, før det er for sent. No pressure.
Grundspillet har fire Ancient Ones: Azathoth, Cthulhu, Shub-Niggurath og Yog-Sothoth. Hver af dem har sine egne Mysteries og spiller forskelligt. Cthulhu vil for eksempel noget helt andet end Azathoth, så spillet føles nyt, hver gang I skifter modstander. Derudover er der 12 investigators at vælge imellem, hver med sine egne evner og sin egen lille historie.
For at vinde skal I løse tre Mysteries, før The Ancient One vågner. Og det gør den, hvis doom track når nul. I kan også tabe, hvis alle jeres investigators bliver slået ud, eller hvis Mythos-decket løber tør. Spillet har mange måder at slå jer på. Det er lidt af en hobby for det.
Sådan foregår en runde
Hver runde har tre faser:
- Action phase: Hver investigator laver to actions, fx Travel, Rest, Acquire Assets eller Prepare for Travel.
- Encounter phase: Hver investigator har et encounter på det sted, hvor de står. Det kan være en kamp mod et monster, en gåde i en by eller noget meget værre bag en gate. Det er her, historierne opstår.
- Mythos phase: Der trækkes et Mythos-kort, og så slår spillet tilbage. Der åbner sig nye gates, monstre dukker op, Rumors spreder sig, og doom track rykker mod nul.
Det virker
- Stemningen er i top. Encounters læses højt som små historier, og efter en aften har I en hel fortælling at snakke om bagefter.
- Det føles som en rejse. I flyver til Tokyo, sejler til Antarktis og prøver at lukke en gate i New York. Kortet giver en følelse af, at hele verden er på spil.
- Ægte samarbejde. I planlægger sammen, men hver investigator har sine egne styrker, så alle har noget at bidrage med.
- Masser af variation. Fire Ancient Ones, 12 investigators og hundredvis af encounters gør, at to spil sjældent ligner hinanden. Måske lige på nær udfaldet. Og det er ikke kønt.
Det skal du vide, før du køber
- Det tager tid. Regn med 20 minutter til opsætning og det kan hurtigt tage en del timer at spille. Det er ikke et hverdagsspil.
- Terningerne bestemmer meget. Du kan planlægge perfekt og stadig blive ædt af et monster. Det hører med til Lovecraft, men det er ikke for alle.
- Mange små kort og tokens. Spillet fylder et helt bord og kræver en vis orden for ikke at drukne i tokens og kort.
- Langsomt med mange spillere. Spillet kan klare op til 8, men ventetiden mellem ens egne ture bliver lang.
Start tip: Spil mod Azathoth i jeres første spil. Regelbogen foreslår det selv, og hans Mysteries er de mest ligetil at forstå, mens I lærer reglerne.
Passer det til dig?
Passer til dig, hvis du elsker Lovecraft, kan lide lange spilaftener med en god historie, og ikke bliver sur, når terningerne svigter.
Ikke for dig, hvis du vil have et kort, stramt strategispil, hvor dit valg alene afgør resultatet.
Min dom
Jeg anbefaler dette spil til alle, der elsker mørk fantasy, co-op eller som bare gerne vil have en udfordring.
Vi spillede mindst 6-7 spil før vi kom i nærheden af at vinde. Og da det endelig skete var vi fuldstændig oppe at køre.
Så hvis du vil have et spil der er nemt og hvor du stort set altid vinder, er dette nok ikke noget for dig.
Næste gang i serien
Næste anmeldelse handler om den første udvidelse, Forsaken Lore fra 2014. Den tilføjer nye encounters, nye spells og flere Mysteries.
Er den pengene værd, eller er grundspillet nok?